Idéen og planen.

Idéen med denne blog om mit liv og min livsstil med OCD, har faktisk hjulpet mig!
Idet at jeg skulle læse om emnet, læste jeg en bestemt historie som gjorde mig så lettet, fordi jeg fandt ud af at jeg ikke var alene om én bestemt OCD-tanke. - At der var én eller flere derude, et sted, i denne verden, som går igennem det samme som mig og tænker præcis det samme som mig. Det var rigtig rart at få bekræftet.
Samtidig med det har jeg har også fået bearbejdet mange ting og kommet til at hukse glemte gode minder, som havde gemt sig i alle de dårlige OCD-præget tanker!

Det har været hårdt psykisk at skrive denne blog, men jeg fortryder ikke ét sekund at jeg har gjort det. Jeg er tilfreds og stolt af mit arbejde.  - Både på denne blog, men også i sindet. Det har været rart at skrive det hele ned og komme ud med det.

Jeg har tænkt mig at kontakte OCD-Foreningen (ocd-foreningen.dk) og fortælle dem at jeg har lavet denne blog om mit liv, med OCD. Hvis det giver bonus og de gerne vil bruge den, vil jeg skrive videre og til sidst gå til et forlag for nybegyndende forfattere og måske en dag, få udgivet denne blog-dagbog til en rigtig bog. - Vi får se. Men jeg syntes virkelig at der mangler en dansk bog, som handler om OCD, skrevet af en teenager med OCD. - Det har jeg i hvert fald savnet!

Jeg håber at en dag kunne få kontakt med andre unge som har eller har haft OCD. Jeg håber selv at jeg kan komme til at hjælpe og måske har de en dag lyst til at læse denne blog.
Jeg kan mærke, at jeg brænder for at føre andre unge ud af labyrinten af tvang.
Og hvis man bare kan hjælpe én, så er det nok. Allerede dér har man bragt et håbefuldt smil på et ungt menneskes læber. Jeg er så taknemmelig for at have så støttende forældre og jeg er stolt af at leve i et land, hvor der faktisk findes psykologer som specialiserer sig for netop børn og unge med OCD. Men det kan sagtens blive bedre! - Privatklinikkerne koster al for mange penge, og hospitalerne har lange ventelister og er svære at komme i behandling hos.

Danmark skal have sat mere fokus på børn med, ja, jeg vil næsten kalde det for 'særlige evner'. Og vi skal sammen finde en måde hvorpå vi kan vise at børn og unge med tvangstanker - og handlinger, hverken er psykisk syge, skingrende vanvittige eller meget mærkelige og unormale.
Men hvad er normalitet også? Findes der overhovedet nogle som er 'normale?'
Eller er det bare gennemsnittet og flertallet der sejr? Tja, hvem ved?

Jeg vil gerne vise en sang af bandet Balstyrko, som på mange måder minder mig om min OCD. Hvis man nu tænker 'manden' som min OCD og kvinden som mig, så tror jeg at du vil kunne forstå, ellers prøv. Teksten er meget smuk og beskriver mit had-kærlighedsforhold til min OCD...: