Medicin: Selektive serotonningenoptagshæmmere (SSRI) eller "lykkepiller" kaldes medicinen mod OCD og angstlidelser såvel som depression. OCD behandles af det offentlige med SSRI, og dette er en billig måde at pacificere lidelsen på, men OCD kan KUN kureres ved hjælp af kognitive adfærdsterapi. Det vil sige at imens man tager medicinen enten får eller har fået psykolog-hjælp hos en specialiseret psykolog/psykiatriker i OCD (oftes ved en privatpraktiserende psykiater og betales af det offentlige, hvor man derimod oftes betaler kognitiv behandling selv).
Behandling for børn og unge foregår ved en specialist i børne- og ungdomspsykiatri.
Bivirkninger af SSRI: Depressive personer, som er plaget af angst, kan opleve at angsten øges i starten af behandlingen. Man anbefaler hos disse personer at begynde forsigtigt med små doser og gradvis trappe doserne op.
Kognitiv: Er den behandling, som jeg har fået. Kognitiv terapi - også kaldet kognitiv adfærdsterapi - er en form for psykoterapi. Altså er det en psykiater eller en psykolog, som hjælper en med angsten/'tvangen', og ikke medicin. Jeg fik hjælp på den måde, at jeg skulle lave nogle udfordrende tvangs-øvelser, evt. at gå på toilettet på 'klinikken' uden at vaske toiletbrættet af og måske røre ved dørhåndtaget til toilettet, uden at vaske hænder bagefter.
Jeg fik også fortalt logiske ting, for at udfordre min logik, som; at det er vigtigt at mennesker har bakterier på sig, for ellers bliver vi syge. Og hvis der virkelig var en meget farlig bakterie i omløb, ville det være i TV-avisen og i aviserne med advarsler som: "PAS PÅ! - VASK HÆNDER."
Kognitiv terapi har vist sig at være den mest effektive hjælp mod tvangstanker/handlinger og kan også bruges som hjælp til depression og angstlidelser.
Folk der lider af OCD har vist sig større chance for også at lide af depression og angstlidelser. - Selv lider jeg af det, og har oplevet nogle angsttilfælde, som var meget voldsomme for mig. Jeg har det sådan at det mest er ved fremmede eller ukendte steder/grunde at jeg føler angst, og hvis OCD'en driller mig dér, plus at jeg møder min angst (som i dette tilfælde var et ukendt meget ubehageligt sted, hvor mørket faldt på og jeg var alene på dét tidspunkt i et fremmed land) kan der ske et angstanfald, som kan se meget voldsommere ud end det egentlig er, men følelsen indeni er meget, meget ubehagelig.
Folk omkring mig (min klasse) blev bekymrede, men jeg følte ikke nogen hjælp fra lærerne, som jeg ikke syntes satte sig ind i hvordan jeg havde det og i stedet prøvede at berolige mig ved at nærmest, følte jeg, at gøre mig til grin! Selvom de havde fået besked på at jeg led af OCD, var jeg kun et besværligt, skabende pigebarn i deres øjne.
Jeg skammede mig lige indtil vi kom hjem og følte mig meget uretfærdigt behandlet og meget anderledes. Og jeg måtte siden til skolepsykolog for at komme af med angsten. Dét at ingen forstod mig og jeg var så langt væk fra min mor i et helt andet land, hvor de ikke engang kunne mit sprog, var så ubehageligt at jeg stadig kan mærke angsten presse sig på, når jeg skriver dette ned. Det var grufuldt. Det gjorde mig ikke mere populær i klassen. Folk begyndte at se ned på mig. - Mere end de gjorde i forvejen. Og jeg sidder i dag, to år senere, og tænker: Hvis bare jeg havde fortalt dem at jeg havde OCD, og hvis bare jeg havde forklaret; hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. - Eller hvis bare at lærerne havde reageret på en helt anden måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar