Åbenbarelsen fra helvede.

Min OCD-debut:

Det hele startede en ganske almindelig skoledag. En 9-årig piges tankegang er fyldt med barbier, dukkehuse og malebøger. - Men ikke min tankegang. Jeg stod på gangen og min pedel kom forbi. Pludselig fik jeg en indskydelse i mit hovede, en forfærdelig tanke, som jeg aldrig nogensinde glemmer. Jeg så ham lave noget seksuelt med mig. Og jeg blev så skræmt, bange og følte et overdrevet ubehag indeni og det værste var at tanken blev ved med at komme hver eneste gang jeg så ham. Allerede dér følte jeg mig som et misfoster, at jeg i mit hoved, kunne beskylde en mand for sådan en handling, men der vidste jeg jo ikke at det kun ville blive meget, meget værre. Jeg begyndte så småt at tænke meget over hvordan jeg var overfor folk, hvordan jeg behandlede dem og hvordan jeg opførte mig overfor dem. Jeg fik en angst for at være et dårligt menneske, som ville såre folk. Jeg havde en angst for at lyve.
Jeg kan tydelig huske at jeg sad i skolegården og et postbud kom forbi og spurgte hvor en eller anden vej lå, og jeg svarede ham og han sagde tak og gik. Men jeg fik det så dårligt bagefter, fordi jeg egentlig alligevel ikke var helt sikker på om det var den rigtige vej. - Altså i mit hovede; havde jeg løjet grusomt overfor ham, og jeg var et frygtelig dårligt lille menneske, og han havde faktisk sagt tak til mig, uden jeg overhovedet havde fortjent det.

Men fordi jeg begyndte at tænke overdrevet meget over min opførsel, var "undskyld" det ord jeg brugte allermest som 9-årig. "Undskyld" og "Tak".
- To meget vigtige ord, men lidt for vigtige for mig.
Mine lærer begyndte at bemærke at hvis jeg bare kom til at strejfe dem, sagde jeg undskyld, og gerne en gang for meget end en gang for lidt. Hvis jeg ikke var sikker på at de havde hørt det, sørgede jeg for at få deres opmærksomhed og sige det til dem igen, selvom det var meget pinligt og akavet. De sagde til mig at jeg altså ikke behøvede at sige undskyld hvis jeg rørte dem, jeg gjorde det jo ikke med vilje og de at faktisk overhovedet ikke lagde mærke til det eller tænkte over det. Jeg BUMPEDE ikke ind i dem... Jeg STREJFEDE dem.
Jeg rørte måske deres ærme med en finger, eller et lille stykke af min albue. - Men ikke i mit hovede der slog jeg dem!

Tak... Der er ufattelig mange unge mennesker og børn som ikke siger det lille ord, tak, mere. Jeg har vist sagt det for dem alle. Hver og én. Og jeg gør det stadig. Ligesom man vokser op, vokser ens tvangstanker også op. Der kommer hele tiden nye tvangstanker til og hele tiden nye tvangshandlinger man skal gøre. - Og tanken om at man faktisk ikke behøver at udfører handlingen før tanken strejfede én, er en minimal hjælp, som man stort set overser. Men der er også nogle som forsvinder og kommer igen nogle år efter, eller nogen som altid vil være trofast ved din side. Hvis jeg ikke siger tak til folk; det kan være under mit Facebook billede hvor de har sagt at jeg var flot, eller at de har givet mig en oplysning f.eks.; "Skal vi møde kl. 8 i morgen i skolen?" Og svaret er: "Ja, det skal vi." Så i stedet for at skrive; "Okay! Vi ses." SKAL jeg skrive; "Okay, tak! Vi ses."

TAK. TAK. TAK.

Og det samme med 'undskyld'-angsten sørger jeg også meget grundigt for at folk ikke overhører mit 'Tak' til dem. Jeg gentager og gentager indtil de reagerer, og så står man der som en eller anden idiot. - Ja, tak til mig! Derfor begyndte det allerede som lille, at påvirke min hverdag og mit sociale rigtig meget! Jeg var hele tiden bange for at såre folk, eller komme til at "slå" dem. Bange for at komme til at lyve overfor dem eller ikke være taknemmelig nok, så jeg var hele tiden på vagt. Og det irriterede mig meget at mine klassekammerater ikke havde det på samme måde, for jeg var snart stemplet som 'overfølsom' af mine lærere og mine venner begyndte at syntes jeg var underlig, fordi jeg hele tiden sagde tak til dem. - Hvilket de stadig gør af og til. Nogle gange kan de også finde på at drille mig kærligt med det, og udfordre min OCD UDEN min 'kommando'.

Jeg kan tydelig huske at jeg fik min "OCD-debut" som 9-årig, men det er forskelligt fra person til person hvornår de får OCD. OCD er set helt ned til 2-3 års alderen! 

I 2-3 års alderen vokser børn nemlig op med rutiner og de rutiner bliver vigtige i barnets liv.

F.eks.: Faste senge eller spisetider eller måske skal barnet have en historie læst højt, få et glas vand eller et bestemt antal godnatkys før barnet kan sove. Det er med til at påvirke deres tilgang til rutiner og vaner.

OCD dukker ofte op i starten af den tidlige skolealder (6-9 år. Hos børn er overtro og magisk tænkning et særdeles udbredt fænomen. Ofte i form af lykkebringende objekter, lykketal og- farver.) eller i begyndelsen af teenagealderen (13-16 år. Måske vil man undgå at tænke på et bestemt god karakter af frygt for at begå en hybris og dermed og derved risikere at ødelægge chancerne for at opnå den eftertragtede karakter i skolen.), men kan også godt komme i den tidlige voksenalder.
Kønsforskelle har ingen sammenhæng med hvornår man får OCD eller om hvor stor del man kommer til at lide af tvangstanker eller tvangshandlinger, viser amerikanske undersøgelser.

Jeg har det med diktater og bare generelt ord. Hvis bogstaverne ikke hænger sammen fra hvert et lille hjørne og hver en lille krog, skal jeg rette det.
I diktater er jeg angst for at komme til at lave et stort bogstav i stedet for et lille, så jeg gør mig meget umage med bogstavernes højde og størrelse. Nogle gange er jeg også bange for at tænke på en bestemt karakter, for så er jeg bange for at det ikke vil gå godt, fordi jeg har tænkt at det rent faktisk ville gå godt.

Jeg begyndte så småt at vikle mig ind i en labyrint af ritualer. Jeg følte at jeg udsendte bakterier til nogle bestemte ting. Og for ikke at påføre andre uønskede bakterier (igen her har vi den meget velkendte OCD-angst om at skade andre) måtte jeg hen og tørre det af med mit ærme eller med mine hænder og senere, når der var adgang til vand, gå ud og vaske det af. Men hvis jeg var alene eller når der var frikvarter og jeg sørgede for at være den sidste i klasseværelset, fandt jeg på at tage noget toiletpapir og gøre det vådt, hvor jeg så efter vaskede stolen jeg havde siddet på, rørte ved eller måske bare havde gået forbi og kigget på.

  

Det var bare starten.. 

Jeg kom til at være en forbryder mod regnskoven, med al det papir jeg begyndte at bruge.