Det gik også helt fint. Jeg udfordrede mig selv og bekæmpede samtlige tanker og handlinger.
Jeg kunne også leve fint de næste 3 år, hvor jeg stadig var præget af OCD, men overhovedet ikke i sådan en høj grad som tidligere. Jovist dukkede der nogle få nye tvangstanker og handlinger op, men jeg havde lært at sige fra overfor min OCD, og blive sur på den!
Det var nemlig en af de vigtige ting, som var med til at hjælpe én ud igennem labyrinten af tvang. - Blive vred og skælde OCD'en ud! Og selvom man måske så en lille smule åndssvag ud og råbte og skældte til en der faktisk ikke var der, så hjalp det. Og den metode kan jeg stadig bruge i dag, den foregår bare inde i mit hovede nu.
Min psykolog sagde også at det nogle gange hjalp at give sin OCD et navn.
Jeg har nu altid haft det fint med "OCD" og syntes at det virkede lidt fjollet.
Men jeg kan sagtens forstå at det godt kan hjælpe, jeg har bare aldrig haft brug for det.
Ingen vidste om min OCD andet end mine forældre, halvstorebrødre og lærerne på skolen.
Mine forældre og jeg havde nemlig fået af vide at det ville være bedst, hvis det ikke blev sagt højt, andet end til lærere som (burde efter det) kunne forstå mine reaktioner på visse ting og HVIS noget skulle gå galt og jeg fik et angsttilfælde, vidste de hvad det drejede sig om.
Jeg var 13 år, da det begyndte at gå helt ned af bakke igen. Og vi måtte søge hjælp, for jeg var helt ude af den og var meget vred på mig selv og meget frustreret, fordi det nu lige var gået så godt.
Så måtte jeg da tage mig lidt sammen og komme ind i kampen igen!
Men problemet var og er; at det kan folk med OCD ikke, lige meget hvor meget de prøver!
'Vi' kan sagtens se (ligesom alle andre) at tankerne inden i vores hoveder ikke er logiske, og nogle gange mildest talt aldrig nogensinde ville kunne ske i verdenen udenfor vores tankegang.
Men alligevel er der en stemme inden i hovedet, som får os til at glemme disse 'logiske' tanker.
Ikke en stemme som i: "Jeg hører stemmer!", men bare en meget styrende tanke, som lyver for os og fortæller os at; det faktisk er muligt og hvis det nu sker er det din skyld, alene og kun din.
- Og så er du en uforskammet dårligt menneske!
Og vil man tage den chance?
Nej, det vil man bestemt ikke!
Endelig fandt vi noget der var til at betale, for vi havde simpelthen ikke råd til den dyre behandling på privatklinikken!
Vi fandt ud af at Gentofte Hospital har en afdeling for børn og unge med OCD, depression og angstlidelser.
Jeg skulle til en start-samtale, hvor jeg blev forklaret hvad OCD var og hvorfor man fik det. Og det havde jeg jo hørt før, så jeg følte ikke rigtig at denne her samtale ville lære mig noget nyt, selvom de sad der i deres hvide kitler med professorbriller og gråt Einstein-hår, og så meget, meget kloge ud. Næsten for kloge, for det skræmte mildest talt en pige som mig.
Men jeg måtte tro om igen...:
De forklarede mig noget som hjalp mig til at føle mig som et 'normalt' menneske igen. De fortalte mig noget, som jeg efterfølgende kunne sige til mine venner, som var fortalt på et meget børnevenligere sprog, og dermed få dem til at forstå:
Jeg tænker bare mere med den ene halvdel af hjernen end den anden. Der er "pattedyrshjernen" og "krybdyrshjernen". Krybdyr har det med at lave vaner; de gør det samme hver dag. Mens pattedyr er 'nytænkende' og kan sagtens slippe vaner o.sv.
Mennesker som ikke lider af OCD tænker lige meget med hver hjernehalvdel, dem som lider af OCD tænker mere med krybdyrshjernen. - Altså bruger de den hjerne som gentager og gentager tanker, handlinger, vaner og rutiner.
Den forklaring har hjulpet mig så meget, til at få mine veninder og venner til at forstå mig. Men ikke mindst, så har denne forklaring, fået mig til at kunne forstå mig selv, og ikke føle mig helt så unormal alligevel!
Lillehjernen (Krybdyrshjernen)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar