En aften kunne jeg ikke klare det mere. Jeg kunne ikke klare at være alene om at vide, at min tankegang var fuldkommen unormal. Så jeg gik imod panikken og imod rædslen og sagde til min mor, som roligt sad ved computeren i stuen:
"Mor... Jeg tror at jeg er ved at blive sindssyg."
Hun spurgte mig hvordan jeg mente og så alvorligt på mig, med bekymrende øjne. Hun kunne godt se at jeg så helt forkert ud i ansigtet og at dette her skulle tages meget alvorligt.
"Jamen, jeg har nogle mærkelige tanker i hovedet."
Også brød jeg grædende sammen. Jeg fortalte min mor om mine tanker. Jeg fortalte hende om pedellen og om 'det jeg var tvunget til at gøre'. - Altså mine ritualer.
Jeg troede virkelig, fordi jeg vidste at dette ikke var normalt, at jeg var ved at blive psykisk syg, og det er hårdt at tro som en 9-årig pige der bare gerne vil lege.
Jeg vil aldrig nogensinde glemme den aften, den var forfærdelig, men det er stadig noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv!
Min mor sad op den hele nat og søgte på nettet. Næste morgen kom hun og fortalte mig at jeg nok havde noget der kaldes OCD. Behandlingen blev sat i gang meget hurtigt efter.
Jeg skulle gå hos en privat psykolog som var udannet og specialiseret i netop; børn og unge med OCD.
Det kostede mange penge. Rigtig mange penge, men mit liv kunne ikke fungere normalt, hvis jeg ikke snart fik hjælp. - Mit OCD blev værre og værre.
Jeg var så lettet over at få en diagnose på hvorfor jeg tænkte som jeg gjorde og at jeg fik fortalt at jeg bestemt ikke var hverken sindssyg eller psykisk syg, men at mine tanker og handlinger, hver og én, faktisk var meget normale og set hos mange børn og unge.
Jeg var så lettet over at få en diagnose på hvorfor jeg tænkte som jeg gjorde og at jeg fik fortalt at jeg bestemt ikke var hverken sindssyg eller psykisk syg, men at mine tanker og handlinger, hver og én, faktisk var meget normale og set hos mange børn og unge.
'Normalt' ville jeg dog stadig ikke kalde det, og jeg blev ved med at føle mig anderledes og unormal frem for de andre børn jeg kendte.
Men den følelse af befrielse og frustration på én og samme tid, kan kun tænkes for en som selv har gået det igennem. Jeg fik et håb. Et håb og en lettelse.
Jeg tør ikke at tænke på hvad der ville være sket med mig, hvis jeg ikke havde fået hjælp som 9-årig!
Jeg tror ærlig talt ikke at jeg ville have levet
i dag...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar