"Pain of mind is worse than pain of body."

Det er som om at jeg er besat.
Besat af dæmoner som kun vil mig ondt.

Jeg tror virkelig at jeg er ved at blive psykisk syg. Spørgsmålet er...
Hvorfor lige mig?

"The chains of habit are too weak to be felt until they are too strong to be broken."


torsdag den 12. januar 2012

Litteraturliste, taknemlighed og kontaktoplysninger.

Henvisning til brugt litteratur og links:

Bøger:

OCD hos børn og unge af - Per Hove Thomsen (Red.) Psykologisk forlag.

Egne notesbøger


Webside:







Billeder:


Sarah W-F.

Citater:

Ukendt.


En særlig tak:

- Tak til min mor, Connie, som har kæmpet en kamp for at få mig hurtigst muligt i behandling og har hjulpet mig med at huske på de gode ting i livet. Støttet mig i svære perioder, samt støttet op omkring dette projekt og er hjernen bag idéen: at skrive det hele ned.

- Tak til min veninde, Karoline, for at ville have levet sig ind i dette univers og givet mig ris og ros! Tak, fordi hun ikke blev skræmt væk af min fortælling, men derimod støttede mig og gav mig blod på tanden til at skrive videre på projektet.

- Tak til mine tidligere psykologer. Selvom det er deres job at hjælpe mig, er jeg mere end taknemlig for deres tid, hjælp og støtte! Jeg har den største respekt for deres arbejde.

-  Og en allersidste tak til min OCD. 
Uden den, ingen blog.

DU KAN KOMME UD AF LABYRINTEN AF TVANG!


Kontaktoplysninger:
Hvis du undre dig over noget, har ris, ros eller gerne vil stille mig spørgsmål:
Sarsu.wighfritzen@gmail.com

Konklusion.

Konklusion:

  • OCD som oversat betyder: Obsessive Compulsive Disorder som på dansk er kaldet: Obsessiv-kompulsiv tilstand, er en psykisk lidelse, med tilbagevendende tvangstanker og tvangshandlinger. 
  •  2- 3 % af befolkningen rammes af OCD, hvilket svarer til cirka 100.000 - 150.000 danskere. 
  • Man kan man se beskrivelser på symptomer på tvangstanker- og handlinger, helt tilbage til 1600-tallet. Man troede dengang at det var en dæmonisk besættelse, når man led af tvangstanker - og handlinger.
  • Den øgede fokus og interesse for lidelsen gennem de sidste 10-15 år har afsløret, at OCD er langt mere udbredt og almindelig, end man tidligere troede; Omkring 50 mio. mennesker på verdensplan er ramt af OCD.  
  • OCD kan behandles på to måder: Medicinsk med SSRI og/eller ved kognitiv adfærdsterapi. 
  • Behandling for børn og unge foregår ved en specialist i børne- og ungdomspsykiatri.
  •  Folk der lider af OCD har vist sig større chance for også at lide af depression og angstlidelser. 
  • Begrundelsen på hvorfor nogle mennesker får OCD er stadig uvist. Man antager efter de seneste års forskning at det er en blanding mellem neuroniologiske og psykologiske årsager.
  • Folk der lider af OCD tænker mere med "Lillehjernen" også kaldet i denne sammenhæng; Krybdyrshjernen end med "Storhjernen" (Pattedyrshjernen), på grund af en nedsat aktivitet af signalstoffet: Serotonin, bestemte steder i hjernen.
  •  Der er en lille risiko for at OCD er arveligt, men ingen sandsynlighed for at man arver netop de samme tvangstanker- og handlinger som sine forældre. 
 

Idéen og planen.



Idéen med denne blog om mit liv og min livsstil med OCD, har faktisk hjulpet mig!
Idet at jeg skulle læse om emnet, læste jeg en bestemt historie som gjorde mig så lettet, fordi jeg fandt ud af at jeg ikke var alene om én bestemt OCD-tanke. - At der var én eller flere derude, et sted, i denne verden, som går igennem det samme som mig og tænker præcis det samme som mig. Det var rigtig rart at få bekræftet.
Samtidig med det har jeg har også fået bearbejdet mange ting og kommet til at hukse glemte gode minder, som havde gemt sig i alle de dårlige OCD-præget tanker!

Det har været hårdt psykisk at skrive denne blog, men jeg fortryder ikke ét sekund at jeg har gjort det. Jeg er tilfreds og stolt af mit arbejde.  - Både på denne blog, men også i sindet. Det har været rart at skrive det hele ned og komme ud med det.

Jeg har tænkt mig at kontakte OCD-Foreningen (ocd-foreningen.dk) og fortælle dem at jeg har lavet denne blog om mit liv, med OCD. Hvis det giver bonus og de gerne vil bruge den, vil jeg skrive videre og til sidst gå til et forlag for nybegyndende forfattere og måske en dag, få udgivet denne blog-dagbog til en rigtig bog. - Vi får se. Men jeg syntes virkelig at der mangler en dansk bog, som handler om OCD, skrevet af en teenager med OCD. - Det har jeg i hvert fald savnet!

Jeg håber at en dag kunne få kontakt med andre unge som har eller har haft OCD. Jeg håber selv at jeg kan komme til at hjælpe og måske har de en dag lyst til at læse denne blog.
Jeg kan mærke, at jeg brænder for at føre andre unge ud af labyrinten af tvang.
Og hvis man bare kan hjælpe én, så er det nok. Allerede dér har man bragt et håbefuldt smil på et ungt menneskes læber. Jeg er så taknemmelig for at have så støttende forældre og jeg er stolt af at leve i et land, hvor der faktisk findes psykologer som specialiserer sig for netop børn og unge med OCD. Men det kan sagtens blive bedre! - Privatklinikkerne koster al for mange penge, og hospitalerne har lange ventelister og er svære at komme i behandling hos.

Danmark skal have sat mere fokus på børn med, ja, jeg vil næsten kalde det for 'særlige evner'. Og vi skal sammen finde en måde hvorpå vi kan vise at børn og unge med tvangstanker - og handlinger, hverken er psykisk syge, skingrende vanvittige eller meget mærkelige og unormale.
Men hvad er normalitet også? Findes der overhovedet nogle som er 'normale?'
Eller er det bare gennemsnittet og flertallet der sejr? Tja, hvem ved?



Jeg vil gerne vise en sang af bandet Balstyrko, som på mange måder minder mig om min OCD. Hvis man nu tænker 'manden' som min OCD og kvinden som mig, så tror jeg at du vil kunne forstå, ellers prøv. Teksten er meget smuk og beskriver mit had-kærlighedsforhold til min OCD...:

Jeg smiler fordi jeg er lidt speciel.


Fordelen ved at være lidt speciel: Er at, jeg i hvert fald, har lært at sætte mig ind i andres problemer og tanker og forstå dem, fordi jeg ved hvor vigtigt det er at for folk at man forstår dem og prøvet at sætte sig ind i deres tankegang. Jeg kan dermed tænke meget kreativt, fordi jeg førhen og nogle gange stadigvæk tænker ud i ekstremerne. Jeg har prøvet at være helt nede, men fandt ud af at der altid var en vej op, selvom den var skjult godt og grundigt. - Og det vil jeg altid huske!


Emnebegrundelse og diskussion.

Emnebegrundelse:
Hvad fik mig til at tage OCD som emne?

- FORDOMMENE. 


Jeg syntes at der er så mange fordomme omkring OCD!
Jeg syntes at folk rynker på næsen, når man snakker om OCD.
Jeg syntes at folk gør grin med OCD.
Jeg syntes at folk gør nar af 'os'. 
Hvorfor?
Fordi OCD er et andet navn for tvangstanker- og handlinger.
Fordi 'tvang' lyder så 'tvunget'. Så ubehageligt. Så voldsomt.

Fordomme har jeg mødt nogle stykker af i gennem de sidste 7 år.
Jeg tror at de fleste fordomme omkring OCD er kommet fordi ingen har kendt noget til lidelsen, og så PLUDSELIG bliver der sendt et DRAMATISK amerikansk program, hvor de SELVFØLGELIG, har taget EKSTREMERNE som lider af OCD og udstillet dem VERDEN OVER!
Og fordi det er SÅ EKSTREMT, bliver folk chokerede og reagerer ved at gøre grin med lidelsen. Mens dem med OCD sidder og tænker: Hvorfor bliver os med OCD udstillet så groft?



Gentofte Hospital fortalte mig at det faktisk var godt at jeg fortalte nogle af mine venner, at jeg havde OCD. Altså, det modsatte af hvad privatklinikken sagde. Og så ville jeg da prøve det. Så jeg fortalte min tætte veninde om OCD og at jeg havde det og idet jeg er færdig med at forklare og fortælle, siger hun: "Nååårh, er det så sådan at du ser syner og hører stemmer?" 
Lige dér droppede jeg at fortælle det til nogen igen. Jeg ville ikke forveksles med en skizofren.
For OCD og skizofreni er to vidt forskellige lidelser.

En jeg kender har ligefrem sagt at tvangstanker er klamt... Så sidder man dér og ved ikke om man skal gøre personen flov, ved at stå frem eller om man vil lade være med at risikere at folk bagefter vil tænke dømmende tanker om en.

Men det viste sig senere, at det at fortælle det til nogen, hjalp mig og fik mig til at føle mig mere 'normal'. Det var rart ikke at skulle gå og holde på en hemmelighed om sig selv, når det påvirker ens hverdag så meget som OCD har påvirket mig.


Diskussion:

Men hvorfor kender ingen af mine venner til OCD?
Hvorfor bliver man ikke mere oplyst om OCD?
Jeg syntes at det burde være lovpligtigt, at skolepsykologen hvert år tjekkede, om der var nogle af
eleverne, som lider af OCD eller en anden psykisk lidelse.
Hvorfor tager man ikke mere hånd om det, end man gør, når man ved at der er så mange som går og holder det skjult, fordi de er bange for reaktionerne?
Hvis det nu blev vist at det var normalt, så ville folk stå frem og få hjælp. Jeg ved selv, at hvis man ikke får hjælp, ødelægger man sig selv inden i, og en normal fungerende hverdag kommer til at ligge meget fjernt!
Hvorfor? - Hvorfor skal 'vi' overses og alle andre psykiske lidelser skal der tages hånd om..?

Umiddelbart ville man sige at det var fordi at det er relativt nyt at OCD er blevet en 'almindelig' diagnose. Men hvad er relativt? Er 15 år ikke nok til at kunne oplyse samfundet om denne lidelse?
Eller er det simpelthen fordi at man ikke har taget Obsessiv Compulsive Disorder alvorligt nok?

Jeg syntes at staten skulle sætte flere penge til side til OCD-ramte, da jeg ikke syntes at der er nok hjælp at hente og opmærksomhed omkring denne lidelse. Dansk politik skal påvirkes så de får den rette forståelse for og anerkendelse af OCD-ramte og kan støtte dem og tilbyde dem relevant behandling. OCD fylder ligeså meget i ens hverdag, som skizofreni, anoreksi og maniodepressivitet!

Dermed syntes jeg også at der skal sættes mere fokus på plakater på skoler og brochure, og evt. Facebook-reklamer. For på den måde, tror jeg, at OCD vil blive accepteret og respekteret, fordi der er blevet oplyst om OCD og hvad OCD går ud på og at det ikke er en 'skjult' lidelse.

Samt syntes jeg at der skulle oprettes en kontakt-side for unge med OCD, så de har et fællesskab og kan støtte hinanden, lære af hinanden og få venner som ved hvad det handler om og kan fortstå en, akkurat ligesom Facebook eller anden social webside; for det er vigtigt for unge mennesker ikke at være alene!

7 år som fange i min egen tankegang.

Jeg har stadig OCD, og jeg overvejer at søge om behandling igen.
Jeg tror desværre ikke at jeg er en af dem, som vil vokse fra det med tiden.
Jeg ønsker ikke at tage medicin/lykkepiller for det, for jeg tror at jeg vil føle mig endnu mere anderledes end andre, hvis jeg skal have medicin. Selvom at det ville hjælpe, ville jeg føle det som nedværdigt. Men jeg vil da gerne indrømme at jeg har overvejet det.

Jeg har haft det rigtig skidt i 2011, og lovede mig selv at holde modet oppe i 2012!
Jeg ville udfordre min OCD, og så vidt muligt bekæmpe noget af den i det nye år.
Det syntes jeg at jeg er godt i gang med!

Selvom at jeg nu har haft OCD i 7 år, vænner jeg mig aldrig helt til det.
Jeg vil altid have en sårbarhed, som ingen vil kunne forstå.
Men jeg vil rigtig gerne snakke med andre, som også lider af OCD, om mine erfaringer
og tanker, og jeg vil rigtig gerne lytte og hjælpe.
Man skal ikke skamme sig over at tænke mere med den ene del af hjernen end den anden!
Faktisk viser det sig at det tit er intelligente mennesker, som sjovt nok, har OCD.
Ikke fordi jeg mener at jeg selv er møg intelligent, men man kan jo aldrig vide... Hehe.

Jeg vil gerne fortælle lidt om hvordan min OCD forholder sig nu:
Mine symptomer som jeg har nu, er for det meste tvangstanker. Jeg har lært at sige fra til mine handlinger, og blive vred på OCD'en. Men det har været en lang, lang rejse... Og jeg ved at den vil vare lidt endnu.

Mor: Min OCD bekymre sig meget om min mor, som også har været kritisk syg i 2010, samtidig med min far. OCD'en får mig til at bekymre mig om, om JEG kommer til at skade eller ligefrem... myrde, min mor, med min dovenskab eller sløsethed. - Utrolig godt mordvåben, må jeg sige!? 
Ja, jeg ved det. Det lyder jo helt ude i hampen! Men jeg kan give et eksempel:

 Her retter jeg på en ledning, for at min mor ikke skal snuble i den og slå hovedet ned i gulvet.
- Hvis jeg sidder ned og ser på ledningen og egentlig ikke gider at rejse mig op og rette den, siger min OCD at det er MIN skyld, hvis min mor kommer til at snuble i den, for det var mit ansvar, da jeg så at ledningen lå sådan før hun kom.
 For at udfordre min OCD, kan jeg vælge ikke at rette på ledningen.
Men så gør jeg min mor opmærksom på den i stedet. 
"Pas på mor. Pas på den dér ledning når du går forbi."
I realiteten skulle jeg holde min mund!


- Når jeg er i køkkenet er jeg også bange for at stikke en kniv i ryggen på min mor. Det er en virkelig skræmmende tanke at have! Og jeg er så bange for at jeg en dag får lyst til at gøre det.
Totalt overdrevet mærkeligt!? Skør tanke, jeg ved det.

Overtroiske fænomener:
Jeg er et meget kristen, men også overtroisk menneske! Derfor tror jeg selvfølgelig på Gud, Jesus, engle, dæmoner og ånder. - Både gode og onde. Det får mig til at tænke på at man i gamle dage troede på at tvangstanker og tvangshandlinger var en dæmonisk besættelse!
Desværre tror min OCD lidt for meget på det, i forhold til min logiske tankegang. Der har været perioder hvor jeg i angst lå om natten med hænderne presset mod min hovedbund, så dæmonerne ikke kunne trænge igennem ind til min hjerne. Selvfølgelig bliver jeg bekymret for mig selv, men jeg ved at det bare er fantasien som kommer til at samarbejde lidt for meget med OCD'en, selvom jeg nu foretrækker at se OCD'en som en lille djævel eller dæmon også i logikkens tankegang!
Jeg er også sommetider bange for at der er en ånd i mit værelse, som vil mig noget ondt. Men så beder jeg Fadervor. - Man kan diskutere om det er en tvangshandling. Jeg syntes ikke at det er det.

Toilet og nøgenhed: Jeg tørrer stadig toiletbrættet af, både før og efter brug. Dog er jeg begyndt på at lade være, for jeg føler ikke ubehag mere ved at lade være med at udføre 'snydehandlinger'. Jeg kan dog finde på at vaske brættet, men det er yderst sjældent! Jeg har det stadig svært og føler mig ubekvemt med nøgenhed både med mig selv og med andre, men måske er det bare en almindelig teenage-ting som går væk med tiden..?

Helvede tog mig tilbage.

Efter et halvt år stoppede behandlingen. Gentofte Hospital var fabelagtige til at hjælpe mig og jeg fik det godt igen og overvandt min OCD!
Lige indtil... 
 At min far i 2010 fik konstateret kræft i hjernen.


Teorien blev bekræftet...

Psykologisk forklaring: 
OCD begynder ofte tidligt i livet og ved mange er der en ydre årsag måske en forældres eller pårørendes sygdom eller død.

Jeg fik en angst for om jeg selv var pædofil. Syg tanke at få, jeg ved det godt, og jeg fik en kvælende kvalme og var så frustreret og magtesløs. I løbet af tiden blev det værre. 
I stedet for at blive sur på OCD'en blev jeg sur og vred på mig selv. Og dér blev jeg så magtesløs, at jeg begyndte at slå mig selv. Jeg syntes at jeg havde fortjent smerte, af sådan et klamt misfoster jeg var.

Jeg har tit grædt. Mest fordi jeg vidste at jeg ikke ville kunne få hjælp til denne ondskabsfulde OCD-tanke. Jeg ville ikke sige det til nogen, for ikke at blive set som en pædofil eller en helt skør og skingrende sindssyg person som ville være et problem for og i samfundet.
Jeg har mange gange, dog ikke så alvorligt, tænkt på selvmord. Ligeså mange gange som jeg har tænkt på spørgsmålene:
HVORFOR SKAL DETTE SKE FOR NETOP MIG!?
HVORFOR KAN JEG IKKE BARE VÆRE NORMAL OG BEKYMRINGSFRI!?
HVORFOR SKAL JEG LEVE MED EN EVIG TVANG?!
- DET ER URETFÆRDIGT.
ALLE MINE VENINDER ER BEKYMRINGSFRIE, SELVOM DE OGSÅ HAR PROBLEMER, MEN IKKE I FORHOLD TIL MIG!
HVORFOR..?
HVORFOR SKAL JEG HAVE MERE AT SLÅS MED?!
HVAD HAR JEG GJORT FOR AT FORTJENE DETTE HELVEDE!?
HVORFOR?
 Som helt lille var jeg så bekymringsfri... Hvorfor stod alt dette og ventede på mig?

Angstens adlyder.

Jeg begyndte min behandling på Gentofte Hospital.
Der begyndte jeg at bruge en ny "OCD-Bog" som så sådan ud:

 De tal der er en cirkel om oppe i hjørnerne; er point for hvor slemt det har været den dag.
Pointsystem: 1-10. (10 er slemt.)

 Se her er det gået rigtig godt for mig, og mit behov for at udføre 'vaskeritualet' er helt nede på 2.
 Det var et super fedt system, da man kunne følge med i hvor god man havde været, og hvor godt behandlingen hjalp.

Men min OCD var vendt massivt tilbage... 

Toiletbræt: Jeg var stadig afhængig af at vaske eller tørre toiletbrættet af, når jeg skulle på toilettet. Både før og efter brug. Jeg følte stadig at jeg gjorde brættet urent.

Vasketøj: Jeg var skrækslagen for bakterier på vasketøjet, primært undertøj! Jeg kunne ikke klare at undertøjet ville røre det andet tøj, ellers var jeg bange for hvis vaskekurven var tæt på ting eller personer, at 'bakterierne' ville komme på disse ting/personer. Jeg vaskede også hænder HVER GANG at jeg skiftede undertøj. 

Spyt: Hvis jeg kom til at få spyt på min hånd eller havde rørt ved min næse ville jeg simpelthen ikke bruge de fingre eller den hånd der var 'udsat'. Jeg undgik at bruge fingrene og klemte min hånd sammen eller gemte min hånd i ærmet, indtil jeg fandt en håndvask med sæbe og vaskede grundigt mine hænder af. Jeg kunne ikke klare tanken om at andre skulle røre ved de genstande eller det armlæn jeg havde rørt ved med mine bakterier.

Stole og senge:
Jeg kunne slet, slet ikke have hvis folk satte sig på min seng eller en stol med kun underbukser eller strømpebukser på. Hvis jeg havd een veninde sovende og hun kun havde taget en t-shirt med spurgte jeg altid om hun ikke ville låne nogle natbukser. Jeg var virkelig skrækslagen! 
Så hver gang jeg satte mig på dét sted, følte jeg at jeg fik bakterier på mig og jeg måtte ud og vaske dem af. Mine hænder blev mere og mere sprukne og tørre, og begyndte at svie.
(Der har vi den mest udbredte OCD-handling: At vaske hænder.)

Pædofili: Jeg var ekstremt angst for at blive rørt ved. Ja, af næsten alle mænd jeg mødte på min vej, også selvom at jeg havde kendt dem i årevis! Og det udviklede sig til sidst også til en angst for at kvinder også ville gøre det i mod mig.

Styrende tanker: Hvis der kom en cyklist cyklende forbi mig, kom jeg til at tænke på at der snart ville ske en ulykke, hvor personen døde. Og jeg blev så bange for at det ville ske fordi jeg havde tænkt det, så jeg prøvede at kigge tilbage på personen og tænke positive tanker om at det ikke ville ske, men jeg syntes ikke at det hjalp, og jeg følte mig som en dårligt menneske, fordi at jeg tænke at nogle ville blive dræbt.


Svømmingpool: Jeg var så angst, som man ikke kan forestille sig for svømmingpools! Det startede en dag, hvor jeg svømmede i en svømmingpool som var dyb og meget mørk på midten , og jeg kom til at tænke på hvis nu der var en haj i vandet, og jeg tror aldrig at jeg har svømmet så hurtigt og desperat ind til kanten. Efterfølgende blev jeg ved med at have angst for svømingpools, og jeg nærmest skreg og græd hvis jeg prøvede. Selvfølgelig vidste jeg jo godt at der ikke kunne være en haj i en svømmingpool, men jeg fik fobi for hajer. Både minihajer og store hajer optrådte i mine tanker, når jeg kæmpede for at blive nede i vandet.

Badeforhæng: Jeg begyndte at bruse badeforhænget af, når jeg var i bad og efter jeg havde været i bad. Jeg var bange for at der kom bakterier på badeforhænget. Jeg var angst for nøgenhed og kropsdelenes bakterier. Min nye psykolog sagde at man jo gik i bad for at blive ren, så der kunne jo ikke komme bakterier på badeforhænget, men jeg var stadig skeptisk.

Afsked: Jeg sagde ALTID, op til flere gange: "Jeg elsker dig." til min mor og min far, hvis de skulle nogle steder hen. Jeg var bange for at der ville ske dem noget eller at de ville dø, og jeg så ikke havde fået sagt at jeg elskede dem, eller at jeg havde opført mig dårligt lige inden at de ville dø.


Ja, jeg havde brug for hjælp nu, for jeg kunne slet ikke holde ud og være i mig selv eller ærlig talt; leve. 95 % af min tanker omhandlede OCD.
 - Hver evig eneste dag!

Dear Mr. Obsessive Compulsive Disorder


Pattedyr VS. Krybdyr

Efter et år i behandling på privatklinikken hos Sanne, var jeg 10 år og "rask" nok til at stoppe forløbet og selv gøre brug af mine hjælpetanker (de 'logiske tanker' jeg beskrev hjalp mig, i sidste indlæg).
Det gik også helt fint. Jeg udfordrede mig selv og bekæmpede samtlige tanker og handlinger.
Jeg kunne også leve fint de næste 3 år, hvor jeg stadig var præget af OCD, men overhovedet ikke i sådan en høj grad som tidligere. Jovist dukkede der nogle få nye tvangstanker og handlinger op, men jeg havde lært at sige fra overfor min OCD, og blive sur på den!
Det var nemlig en af de vigtige ting, som var med til at hjælpe én ud igennem labyrinten af tvang. - Blive vred og skælde OCD'en ud! Og selvom man måske så en lille smule åndssvag ud og råbte og skældte til en der faktisk ikke var der, så hjalp det. Og den metode kan jeg stadig bruge i dag, den foregår bare inde i mit hovede nu.

Min psykolog sagde også at det nogle gange hjalp at give sin OCD et navn.
Jeg har nu altid haft det fint med "OCD" og syntes at det virkede lidt fjollet.
Men jeg kan sagtens forstå at det godt kan hjælpe, jeg har bare aldrig haft brug for det.

Ingen vidste om min OCD andet end mine forældre, halvstorebrødre og lærerne på skolen.
Mine forældre og jeg havde nemlig fået af vide at det ville være bedst, hvis det ikke blev sagt højt, andet end til lærere som (burde efter det) kunne forstå mine reaktioner på visse ting og HVIS noget skulle gå galt og jeg fik et angsttilfælde, vidste de hvad det drejede sig om.

Jeg var 13 år, da det begyndte at gå helt ned af bakke igen. Og vi måtte søge hjælp, for jeg var helt ude af den og var meget vred på mig selv og meget frustreret, fordi det nu lige var gået så godt.
Så måtte jeg da tage mig lidt sammen og komme ind i kampen igen!
Men problemet var og er; at det kan folk med OCD ikke, lige meget hvor meget de prøver!
'Vi' kan sagtens se (ligesom alle andre) at tankerne inden i vores hoveder ikke er logiske, og nogle gange mildest talt aldrig nogensinde ville kunne ske i verdenen udenfor vores tankegang.
Men alligevel er der en stemme inden i hovedet, som får os til at glemme disse 'logiske' tanker.
Ikke en stemme som i: "Jeg hører stemmer!", men bare en meget styrende tanke, som lyver for os og fortæller os at; det faktisk er muligt og hvis det nu sker er det din skyld, alene og kun din.
- Og så er du en uforskammet dårligt menneske!

Og vil man tage den chance? 
Nej, det vil man bestemt ikke!


Endelig fandt vi noget der var til at betale, for vi havde simpelthen ikke råd til den dyre behandling på privatklinikken!
Vi fandt ud af at Gentofte Hospital har en afdeling for børn og unge med OCD, depression og angstlidelser.
Jeg skulle til en start-samtale, hvor jeg blev forklaret hvad OCD var og hvorfor man fik det. Og det havde jeg jo hørt før, så jeg følte ikke rigtig at denne her samtale ville lære mig noget nyt, selvom de sad der i deres hvide kitler med professorbriller og gråt Einstein-hår, og så meget, meget kloge ud. Næsten for kloge, for det skræmte mildest talt en pige som mig.

Men jeg måtte tro om igen...:
De forklarede mig noget som hjalp mig til at føle mig som et 'normalt' menneske igen. De fortalte mig noget, som jeg efterfølgende kunne sige til mine venner, som var fortalt på et meget børnevenligere sprog, og dermed få dem til at forstå:

Jeg tænker bare mere med den ene halvdel af hjernen end den anden. Der er "pattedyrshjernen" og "krybdyrshjernen". Krybdyr har det med at lave vaner; de gør det samme hver dag. Mens pattedyr er 'nytænkende' og kan sagtens slippe vaner o.sv.
Mennesker som ikke lider af OCD tænker lige meget med hver hjernehalvdel, dem som lider af OCD tænker mere med krybdyrshjernen. - Altså bruger de den hjerne som gentager og gentager tanker, handlinger, vaner og rutiner.

Den forklaring har hjulpet mig så meget, til at få mine veninder og venner til at forstå mig. Men ikke mindst, så har denne forklaring, fået mig til at kunne forstå mig selv, og ikke føle mig helt så unormal alligevel!


Lillehjernen (Krybdyrshjernen)

onsdag den 11. januar 2012

Hvorfor lige mig?

HVORFOR?
Hvorfor mig..?
Hvorfor lige mig?


Spørgsmålet har været diskuteret og forsket i lang tid;

Hvorfor får nogle mennesker OCD?

Faktisk er ingen helt sikre på det. Efter de seneste års forskning, antager man at det er en blanding af psykologiske og neurobiologiske årsager. Teorierne er:

Neuroniologisk forklaring:
Undersøgelser har vist at OCD patienter har nedsat aktivitet af signalstoffet Serotonin bestemte steder i hjernen. Dette kan forklare grunden til at SSRI medicin ("lykkepiller") kan påvirke serotonin-flowet og reducere symptomerne. Undersøgelser viser dog kun at serotoninen er påvirket, men man ved ikke noget om hvorfor den er det.
Det er også muligt at have en medfødt sårbarhed for at udvikle OCD. Tvillingeundersøgelser viser at der er en større risiko for at få sygdommen hvis man har en enægget tvilling som har sygdommen end hvis man har en tveægget tvilling med sygdommen. Hvis forældrene har haft eller har OCD er der omkring 10% procent større risiko for selv at få det. Dette betyder dog ikke at man får de samme tvangstanker eller tvangshandlinger som sine forældre.

Psykologisk forklaring: 
OCD begynder ofte tidligt i livet og ved mange er der en ydre årsag til sygdommen som f.eks. at ens forældre er blevet skilt eller man har haft problemer i skolen eller en anden form for krise; måske en forældres eller pårørendes sygdom eller død.





Kognitiv eller medicinsk behandling?

Man kan (som vi ved nu) kurere Obsessive Compulsive Disorder på to måder:

Medicin: Selektive serotonningenoptagshæmmere (SSRI) eller "lykkepiller" kaldes medicinen mod OCD og angstlidelser såvel som depression. OCD behandles af det offentlige med SSRI, og dette er en billig måde at pacificere lidelsen på, men OCD kan KUN kureres ved hjælp af kognitive adfærdsterapi. Det vil sige at imens man tager medicinen enten får eller har fået psykolog-hjælp hos en specialiseret psykolog/psykiatriker i OCD (oftes ved en privatpraktiserende psykiater og betales af det offentlige, hvor man derimod oftes betaler kognitiv behandling selv).
Behandling for børn og unge foregår ved en specialist i børne- og ungdomspsykiatri.
Bivirkninger af SSRI: Depressive personer, som er plaget af angst, kan opleve at angsten øges i starten af behandlingen. Man anbefaler hos disse personer at begynde forsigtigt med små doser og gradvis trappe doserne op. 



Kognitiv: Er den behandling, som jeg har fået. Kognitiv terapi - også kaldet kognitiv adfærdsterapi - er en form for psykoterapi. Altså er det en psykiater eller en psykolog, som hjælper en med angsten/'tvangen', og ikke medicin. Jeg fik hjælp på den måde, at jeg skulle lave nogle udfordrende tvangs-øvelser, evt. at gå på toilettet på 'klinikken' uden at vaske toiletbrættet af og måske røre ved dørhåndtaget til toilettet, uden at vaske hænder bagefter.
Jeg fik også fortalt logiske ting, for at udfordre min logik, som; at det er vigtigt at mennesker har bakterier på sig, for ellers bliver vi syge. Og hvis der virkelig var en meget farlig bakterie i omløb, ville det være i TV-avisen og i aviserne med advarsler som: "PAS PÅ! - VASK HÆNDER."

Kognitiv terapi har vist sig at være den mest effektive hjælp mod tvangstanker/handlinger og kan også bruges som hjælp til depression og angstlidelser.
Folk der lider af OCD har vist sig større chance for også at lide af depression og angstlidelser. - Selv lider jeg af det, og har oplevet nogle angsttilfælde, som var meget voldsomme for mig. Jeg har det sådan at det mest er ved fremmede eller ukendte steder/grunde at jeg føler angst, og hvis OCD'en driller mig dér, plus at jeg møder min angst (som i dette tilfælde var et ukendt meget ubehageligt sted, hvor mørket faldt på og jeg var alene på dét tidspunkt i et fremmed land) kan der ske et angstanfald, som kan se meget voldsommere ud end det egentlig er, men følelsen indeni er meget, meget ubehagelig.

Folk omkring mig (min klasse) blev bekymrede, men jeg følte ikke nogen hjælp fra lærerne, som jeg ikke syntes satte sig ind i hvordan jeg havde det og i stedet prøvede at berolige mig ved at nærmest, følte jeg, at gøre mig til grin! Selvom de havde fået besked på at jeg led af OCD, var jeg kun et besværligt, skabende pigebarn i deres øjne.
Jeg skammede mig lige indtil vi kom hjem og følte mig meget uretfærdigt behandlet og meget anderledes. Og jeg måtte siden til skolepsykolog for at komme af med angsten. Dét at ingen forstod mig og jeg var så langt væk fra min mor i et helt andet land, hvor de ikke engang kunne mit sprog, var så ubehageligt at jeg stadig kan mærke angsten presse sig på, når jeg skriver dette ned. Det var grufuldt. Det gjorde mig ikke mere populær i klassen. Folk begyndte at se ned på mig. - Mere end de gjorde i forvejen. Og jeg sidder i dag, to år senere, og tænker: Hvis bare jeg havde fortalt dem at jeg havde OCD, og hvis bare jeg havde forklaret; hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. - Eller hvis bare at lærerne havde reageret på en helt anden måde.


tirsdag den 10. januar 2012

Dilemmaet.

Min angst for ånder begyndte så småt at titte frem i mit hoved'.
Jeg fik angst og blev bange for hvad der kunne være bag døre og under min seng.
Angst for om nogen stod bag mig, når jeg var i bad.
Og angst for om en ond ånd ville gøre mig ondt, når jeg faldt i søvn.
Jeg gav ligefrem en ond ånd skylden for min OCD.
Måske besatte den mig og fik mig til at have det som 'forskere og psykologer' kaldte "OCD"..?


Den skal stå RIGTIGT.
... Ellers er det min skyld, hvis min mor dør i morgen.

 Tankerne om stolen skal renses væk.
Måske skal jeg alligevel tørre den af med mit ærme,
i stedet for at vifte med hånden?
Eller også kunne jeg sætte mig på stolen, og tage 'det' (hvad det end er) på mig,
så det ikke kom på andre...
Jeg kunne også bare gøre det med én finger?
- Så udfordre jeg da min OCD lidt.
Eller... jeg kunne også bare kigge tilbage på stolen,
og tænke 'det' væk.

Dagens gode gerning.

Det her er et par sko.
Men er der ikke noget der irriterer dig ved dem?
Bare en lille smule...?
 Sådan. 
- Så dør et sultent barn i Afrika ikke. 

Så rakte helvede en hånd ud til mig og fik mig til at se tilbage.

Behandlingen hjalp mig, meget endda. Men idet at mine tvangshandlinger og tvangstanker døde, blev nye skabt. Jeg begyndte at være bange for bakterier på toiletbrædder. Ikke bare offentligt, men også hjemme. FØR og EFTER jeg brugte toilettet vaskede jeg brættet af.


Der var mange steder hvor jeg ikke kunne vaske 'de overførte bakterier' af. Det kunne enten være i supermarkeder, skolen, på gaden, biblioteket og/eller til fritidsaktiviteter...
Så min lille djævel til en OCD, fandt på et meget hjælpsomt ritual. 
Gavmildt og meget betænksomt af den.
Jeg kunne 'vifte' bakterierne pist væk med hånden!


SVUUSJHH!
- Så drillede min OCD ikke mere.
I hvert fald ikke for indenfor de næste 10 minutter.
Medmindre jeg selvfølgelig kom forbi en stol.
Eller en person.
Eller en persons bil.

Men så småt begynder OCD'en at kede sig.
Så til sidst havde jeg ikke tal på, hvor mange gange om dagen, jeg viftede med min hånd, foran mit ansigt, for at fjerne bakterier og dårlige tanker om en genstand eller en person.
Og det værste... Folk begyndte at lægge mærke til det. Efter en snak med Sanne, om at det skulle stoppes og at jeg skulle begynde at udfordre mig selv, så skabte min OCD bare en erstatning:


 Én finger i stedet for én hånd, 
ville ingen lægge så meget mærke til.
Eller..? 

Da ritualet med fingeren også skulle stoppes, måtte min OCD jo finde på noget andet igen, som mindede lidt om de lignende 'forbudte' ritualer. 
 
Mit hoved var nødsaget til at kigge tilbage på hver en ting eller hver en person, som min OCD henvendte sig til. Det gik helt amok, og mit hoved vendte sig om konstant. Når jeg gik på gaden, såvel som jeg sad i bilen, vendte og drejede mit hovede sig.

Jeg gør det stadig af og til når jeg er bange for at der går nogle bag mig...
Men det er det meget hyppige OCD-ritual, som kaldes: Checking. Checking er OCD-ritualer hvor den OCD-ramte hele tiden skal checke noget bestemt. I mit tilfælde om der er nogle eller noget bag mig.

En dedikation til min OCD:
Djævlen/OCD

Bogen med kvinden.

Hos min psykolog fik jeg en speciel bog. Altså den var nu ikke så speciel, udover det meget specielle kunstværk, som var malet udenpå. Men det var ellers bare en ganske almindelig notesbog.
Den 'ganske almindelige notesbog' blev snart min redning. Jeg fik til opgave at HVER DAG, inden jeg børstede tænder, skulle jeg skrive om jeg havde udført en tvangshandling som vi mere, børnevenligt, kaldte: "Snydehandlinger". Jeg har altid syntes (og jeg er åbenbart ikke den eneste) at "tvangstanker" og "tvangshandlinger" lyder så... overdrevet! Så 'tvunget'. Om man så må sige; så 'sygt'.

Denne bog er min helt personlige bog, og normalt har det kun være mine forældre og mig, der 'måtte' kigge i den... Nu vil jeg gerne vise den frem:


Dette var det system, som min psykolog, Sanne og jeg brugte.
Jeg skulle hver dag sætte en kryds eller et minus, om hvorvidt jeg havde udført "snydehandlinger".
Et X for IKKE at have gjort det, og et minus for at have gjort.

Dette billede her er taget efter noget tid i behandling. Som du kan se er der flest krydser. Men se på disse to  billeder som er fra starten af min behandling.
(Undskyld hvordan billederne er roteret, men kan slet ikke rotere disse billeder...):


 Kan du se forskel..?
- Jeg kunne mærke forskel.