Jeg har stadig OCD, og jeg overvejer at søge om behandling igen.
Jeg tror desværre ikke at jeg er en af dem, som vil vokse fra det med tiden.
Jeg ønsker ikke at tage medicin/lykkepiller for det, for jeg tror at jeg vil føle mig endnu mere anderledes end andre, hvis jeg skal have medicin. Selvom at det ville hjælpe, ville jeg føle det som nedværdigt. Men jeg vil da gerne indrømme at jeg har overvejet det.
Jeg har haft det rigtig skidt i 2011, og lovede mig selv at holde modet oppe i 2012!
Jeg ville udfordre min OCD, og så vidt muligt bekæmpe noget af den i det nye år.
Det syntes jeg at jeg er godt i gang med!
Selvom at jeg nu har haft OCD i 7 år, vænner jeg mig aldrig helt til det.
Jeg vil altid have en sårbarhed, som ingen vil kunne forstå.
Men jeg vil rigtig gerne snakke med andre, som også lider af OCD, om mine erfaringer
og tanker, og jeg vil rigtig gerne lytte og hjælpe.
Man skal ikke skamme sig over at tænke mere med den ene del af hjernen end den anden!
Faktisk viser det sig at det tit er intelligente mennesker, som sjovt nok, har OCD.
Ikke fordi jeg mener at jeg selv er møg intelligent, men man kan jo aldrig vide... Hehe.
Jeg vil gerne fortælle lidt om hvordan min OCD forholder sig nu:
Mine symptomer som jeg har nu, er for det meste tvangstanker. Jeg har lært at sige fra til mine handlinger, og blive vred på OCD'en. Men det har været en lang, lang rejse... Og jeg ved at den vil vare lidt endnu.
Mor: Min OCD bekymre sig meget om min mor, som også har været kritisk syg i 2010, samtidig med min far. OCD'en får mig til at bekymre mig om, om JEG kommer til at skade eller ligefrem... myrde, min mor, med min dovenskab eller sløsethed. - Utrolig godt mordvåben, må jeg sige!?
Ja, jeg ved det. Det lyder jo helt ude i hampen! Men jeg kan give et eksempel:
Her retter jeg på en ledning, for at min mor ikke skal snuble i den og slå hovedet ned i gulvet.
- Hvis jeg sidder ned og ser på ledningen og egentlig ikke gider at rejse mig op og rette den, siger min OCD at det er MIN skyld, hvis min mor kommer til at snuble i den, for det var mit ansvar, da jeg så at ledningen lå sådan før hun kom.
For at udfordre min OCD, kan jeg vælge ikke at rette på ledningen.
Men så gør jeg min mor opmærksom på den i stedet.
"Pas på mor. Pas på den dér ledning når du går forbi."
I realiteten skulle jeg holde min mund!
- Når jeg er i køkkenet er jeg også bange for at stikke en kniv i ryggen på min mor. Det er en virkelig skræmmende tanke at have! Og jeg er så bange for at jeg en dag får lyst til at gøre det.
Totalt overdrevet mærkeligt!? Skør tanke, jeg ved det.
Overtroiske fænomener: Jeg er et meget kristen, men også overtroisk menneske! Derfor tror jeg selvfølgelig på Gud, Jesus, engle, dæmoner og ånder. - Både gode og onde. Det får mig til at tænke på at man i gamle dage troede på at tvangstanker og tvangshandlinger var en dæmonisk besættelse!
Desværre tror min OCD lidt for meget på det, i forhold til min logiske tankegang. Der har været perioder hvor jeg i angst lå om natten med hænderne presset mod min hovedbund, så dæmonerne ikke kunne trænge igennem ind til min hjerne. Selvfølgelig bliver jeg bekymret for mig selv, men jeg ved at det bare er fantasien som kommer til at samarbejde lidt for meget med OCD'en, selvom jeg nu foretrækker at se OCD'en som en lille djævel eller dæmon også i logikkens tankegang!
Jeg er også sommetider bange for at der er en ånd i mit værelse, som vil mig noget ondt. Men så beder jeg Fadervor. - Man kan diskutere om det er en tvangshandling. Jeg syntes ikke at det er det.
Toilet og nøgenhed: Jeg tørrer stadig toiletbrættet af, både før og efter brug. Dog er jeg begyndt på at lade være, for jeg føler ikke ubehag mere ved at lade være med at udføre 'snydehandlinger'. Jeg kan dog finde på at vaske brættet, men det er yderst sjældent! Jeg har det stadig svært og føler mig ubekvemt med nøgenhed både med mig selv og med andre, men måske er det bare en almindelig teenage-ting som går væk med tiden..?
